Jeg — en alterosentrist

Foruden de af alle kendte fysiske og moralske Forskelligheder mellem de to Køn, er der en, der stående højt over de andre behersker dem alle og paa en vis Maade betinger dem alle. Jeg tænker herved paa, at Kvinden er Altruist, eller rettere Alterocentrist*) i den Forstand, at Midtpunktet for sin Glæde og for sin Higen finder hun aldrig hos sig selv, men hos en anden, som hun elsker og af hvem hun vil elskes: hendes Mand, Børn, Fader, Ven e.a.

Følsom som Kvinden er overfor de andre Væseners Glæde og Sorg, som lever om hende, er hun ikke i Stand til at nyde, at skabe eller ødelægge uafhængigt af disse andre, af deres Billigelse eller Misbilligelse, af deres Hengivenhed. Og ufølsom som hun er for Ganens, Synets, Hørelsens og Forstandsvirksomhedens selviske Glæder, kan hun ikke nyde, skabe eller handle, med mindre hun har En, sammen med hvem og for hvem hun kan nyde, med hvem og for hvem hun kan handle. I sin Iver efter at leve for andre, rede til at ofre sig for andre og overstrømmende taknemmelig for ethvert Hensyn, der vises hende af andre, lider hun frygteligt, naar andre ikke viser sig taknemmelige mod hende, naar de ikke beskæftiger sig med hende, naar der ikke er en eller anden, der lever for hende og er rede til at ofre sig for hende. Hun føler sig irriteret, begejstret eller forpint, eftersom dette er Tilfældet eller ikke er Tilfældet eller hun venter, at det skal blive Tilfældet. Den Ild, Kvinden er skabt med, udslukkes, naar hun ikke har En, som hun kan lade sit Lys skinne for, og En, som kan holde Ilden vedlige.

*) En vistnok ikke hidtil i dansk filosofisk Litteratur benyttet Terminus. Ordet er dannet i Analogi med det almindelig kendte “Egocentrist”.

—Gina Lombroso (Kvindens Sjæl — 1927)