Mannen (i motsetning til kvinnen)

Som alle andre Naturens Organismer, der ikke er undergaaet en Ændring ved Moderforholdet, er Manden Egoist eller rettere: Egocentrist, det vil sige: han sætter sig selv, sin Interesse, sine Glæder og sine Beskæftigelser som Midtpunktet i den Verden, i hvilken han lever.

Da Manden er i Stand til at leve og nyde alene, er han ligegyldig for de andre om ham levende Væseners Eksistens, deres Glæder, deres Lidelser; han tragter ikke efter at beskæftige sig med dem, hverken efter at skaffe dem Glæder eller Sorger, men han kommer heller ikke i nogen Maade ud af Ligevægt, selv om andre ikke beskæftiger sig med ham eller ikke viser sig taknemmelige overfor ham. Ivrig efter at tilfredsstille sin egen Lyst søger han at undgaa al Affekt, og lykkes dette, er han i Stand til at leve uden Kærlighed og uden Had, uden Glæde og uden Lidelse. Han er i Stand til at vælge sine Retningslinier og orientere sig uden dertil at behøve andres Billigelse eller Misbilligelse. Følsom som Manden er overfor Ganens, Synets og Hørelsens Glæder, og overfor de Glæder, som Rigdom, Magt og abstrakt Tænkning skaber, kan han gøre sig selv til Centrum, han kan leve og nyde uafhængig af andre, han kan uden fremmed Hjælp holde den Livsflamme i Kraft, som han er født med.
—Gina Lombroso (Kvindens Sjæl — 1927)